Helbredende mudderbad

Snyd endelig ikke jer selv for et helbredende mudderbad i San Pedro del Piñatar.

Mens rige mennesker betaler formuer for eksklusive helsekure i dyre spabade, kan du få den ægte vare helt gratis. Guldet ligger på søens bund. Det er bare at samle det sorte blæver op, smøre dig ind, og lade solen tørre dig, indtil du ligner en grå mus.

La Mangas kendetegn er tangen, der går hele vejen fra La Manga ud i havet, hvor den næsten mødes med tangen inde fra Lo Pagán-stranden fra San Pedro. Bevæger man sig fra Lo Pagán-stranden ud ad tangen, vil man som oftest møde adskillige sorte mennesker. Ikke fordi der er reggae- eller hiphop-festival. Det er blot folk, der har smurt sig ind i mudder fra saltsøen. De har ganske enkelt fundet en af naturens små gaver. Det grå guld. Eller rettere sagt, det sorte guld. Det siges, at guldet ligger på havets bund, men i dette tilfælde ligger det på søens bund. Det sorte mudder smører folk på kroppen. Inden da fjerner de den døde hud ved at ligge og simre i vand med meget højt saltindhold. Når huden føles glat og ren, smører de sig ind i mudder, som strammer huden op og giver fugtighed. De får det hele ganske gratis, mens de rige turister tager på eksklusive spabade og får samme behandling, som de må betale for i dyre domme. 
 
Find vej til en stinkende god idé
Har du lyst på at gå i de mudrede fodspor og prøve naturens gratis wellnes-behandling, så følger her instruktionerne:

Når du kommer til San Pedro del Pinatar, kører du i retning af Lo Pagán stranden. For enden af strandpromenaden er et lille turistinformationskontor og en karakteristisk hvid mølle ved starten af tangen, der går fem seks kilometer ud i vandet. Gå 3-400 meter ud ad tangen, til du kommer et lille vandafløb. På venstre side går en vold ud mod saltlagrene i horisonten. På den ene side er et lille, aflangt område med saltvand. Her lægger man sig i saltvandet for at fjerne de døde hudceller. Vandet er ikke mere end 20-30 cm dybt, og hvis man rører i bunden, hvirvler man det sorte mudder op. Hvis du ligger længe i saltvandet – op mod en times tid - vil du med stor sandsynlighed blive træt senere på dagen. Det er afslappende at ligge i det lyserøde saltvand, men det vil være synd at sige, at det lugter af roser. Saltet i vandet giver ikke nogen behagelig odeur. Det kan absolut ikke anbefales at barbere sig dagen før, man går i saltvandet. Samme advarsel gælder, hvis du har sår. Går du i vandet som nybarberet eller med åbne sår, vil du hurtigt forstå, hvad udtrykket ”at hælde salt i såret” kommer af. 

Grav dybt Når man synes, man har ligget tilstrækkeligt længe i det saltholdige vand, går man over på den anden side af volden og forsøger sig som guldgraver. Nu gælder det nemlig om at finde guldet på saltsøens bund; en god, vitaminholdig mudder til at smøre kroppen ind i. Tag en lille plasticspand med, og grav dybt for at finde det gode mudder. Si vandet fra og tag spanden med ind på land, hvor du smører hele kroppen og også gerne ansigtet ind i mudderet. Herefter er det bare at slappe af, så klarer naturens gang resten. Først er du sort, som var du dyppet i tjære, så bliver du grå som en mus. Efter 15-20 minutter i solen begynder mudderet at tørre, og du kan mærke, hvordan huden strammer til. Når mudderet har siddet en halv time til tre kvarters tid, går du tilbage i muddersøen og vasker mudderet af. For at fjerne de sidste mudderrester, kan det anbefales at gå over på den anden side af tangen og skylle sig ren i havvandet uden mudder. Også her er saltindholdet i vandet højt, hvilket gør det muligt at ligge og flyde i det varmeste vand, der findes på Costa Blanca. På grund af tangen fra La Manga er vandet helt roligt, og det høje saltindhold gør vandtemperaturen tre-fire grader højere end på resten af Costa Blanca året rundt. 

God fornøjelse :)